Senere...
Det er vist ved at være længe, længe siden vi har smidt noget på bloggen og flere har spurgt om den er helt død. Det var ikke meningen, men tiden gik og man kan blive meget træt af det ghanesiske internet;-) I må undskylde, at vi har været så dårlige til at holde jer opdateret. Her kommer lidt nyt (eller nok nærmere old news) fra de seneste måneder.
Familie og venner – september oktober 2010.
I September havde vi Kristians søster Ane på besøg. Hun ringede og sagde, at hun da gerne ville på et lille Afrika visit. Vi hentede Ane i Ouaga i slutningen af september og så tilbragte vi 10 dage sammen i Ghana. Ane ville gerne se, hvad det egentlig er vi laver, som jo for mange også kan virke en smule abstrakt (bare rolig, det kan det også på os!) Så hun var med os på kontoret og læste projektdokumenter og strategi papirer igennem. Det var vildt fedt at kunne diskutere projektet med en anden end os, der er her hver dag. Vi nød rigtig meget at have vores første besøg og vi fik også lavet lidt sightseeing. Vi tog en dagstur til Paga, det nordøstlige Ghana, hvor attraktionen står på krokodiller og slave-camp. Der er nogle såkaldte hellige krokodille-søer, hvor der lever store, ”tamme” krokodiller. Dem kan man så få lov at skræve over og trække i halen! Eller nærmere, man skulle skræve over dem mens man fik taget sit billede og adrenalinen pumpede gennem kroppen. ”Skynd dig nu og tag det billede!” bagefter får krokodillerne et par levende høns som belønning/bestikkelse for ikke at æde os. Det var vi dog meget glade for, de ikke gjorde. Bagefter var vi hende og se Pikworu slave-camp. Egentlig bare en bunke gamle sten man vandre rundt imellem i en dal, men guiden fortalte, hvordan slaverne blev fanget i området omkring og ført til lejren og holdt fanget indtil de blev solgt videre og skulle gå alle 900 km. ned til kysten. Der var hulninger i stenene, hvor slaverne havde spist og der var sten til afstraffelse, hvis nogen prøvede at flygte. En frygtelig del af historien, og alligevel rigtig interessant at høre om.
I oktober kom vores venner, Maria & Jesper, med deres søn (og Karis gudsøn) Malthe. De fløj også til Ouaga, det er så dejlig nemt. Det var skønt at se dem igen, det føltes allerede som 100 år siden man havde set hinanden sidst. Vi tog på motorcykel tur rundt i Tumu, alle 5. Ghaneserne var vilde over at se en ”mini foli”. Nede på markedet fik Maria og Jesper også godt med opmærksomhed, og Malthe synes måske også det var en smule overvældende. Når dagene blev for hede, så tog vi vores vaskekones vaskebaljer frem i gården og fyldte vand i. Så kunne Malthe køle sig ned med sin bamse. Efter et par dage i Tumu havde vi besluttet at vi ville køre ca. 5 timer sydpå til Ghanas største nationalpark, Mole, og forhåbentlig spotte nogle elefanter. Vi havde ikke bestilt hotel, da det var udenfor sæson og vi regnede med der var plads. Da vi nåede frem efter en laaang køretur, fik Kristian pludselig høj feber. Vi nåede nationalparken og spurgte om værelser. Men alt var booket. Vi måtte derefter køre endnu 20 km. på jordvej hen til nærmeste by og leje os ind på et skod-hotel. Kristian havde knap 41 i feber og måtte stå med hovedet under en kold bruser. Vi gav ham fluks en malaria-kur. Kari ringede til vores ven, Danladi, om han ville komme og hente os næste morgen, så Maria og Jesper kunne køre videre i den bil vi var ankommet i. Så kunne de stadig nå på safari mens Kristian bare skulle hjem. Danladi stod der selvfølgelig som den fantastiske ven han er næste formiddag. Der havde Kristian det heldigvis bedre, men det var rart at komme hjem. Maria og Jesper tog videre på tur og kom tilbage til Tumu et par dage efter. De havde desværre ikke set elefanter, men haft en fed tur. Inden de skulle tilbage til DK tog vi et par dage på et skønt hotel i Ouaga med svømmepøl og spiste god pizza. Vi havde nogle super hyggelige dage, og det er simpelthen så dejligt med besøg.
Hvad det egentlig er, vi går og laver…
Hjemmefra var der mange, der spurgte, hvad det nu egentlig er, vi skulle til Afrika og lave. Og vi prøvede med alt vi havde lært, at forklare stolpe op og ned om den sundhedsadministration som vi skal kapacitetsopbygge osv osv. Og når man blev spurgt, hvordan det nu lige er, man så gør det, jo så kløede vi os lidt i håret og prøvede med nogle flere flotte ord, vi havde lært. Og når man så sidder hernede, i Afrikas land og sveden dripler af en og tænker over, hvad det er man laver, så skylder man endnu engang at prøve at forklare det, så selv min halvfemsårige farfar vil forstå det.
En typisk dag kunne se ud som således skitseret:
Vi står op og spiser morgenmad – havregrød, hjemmebagte boller med ost købt i Ouagadougou (hovedstaden i Burkina Faso som ligger 3 timer væk fra hvor vi bor, og er den nærmeste storby) eller yoghurt. Så cykler vi over på vores kontor som ligger på selve sundhedsadministrationen, ca. 5 min. væk. Der er vi ca. kl.8-8:30. Vi starter som regel med at gå en lille runde og sige godmorgen til de forsk. på sundhedsadministrationen. Der er forsk. officerer, som arbejder indenfor hver deres felt. Officer er bare en fin titel og i virkeligheden, er det bare en ansvarlig person for et bestemt område. Eksempelvis er Mohammed HIV/AIDS Officer for sundhedsinformation = altså ansvarlig for alt hvad der vedrører HIV/Aids i distriktet, oplysningsarbejde af forsk. institutioner, monitorering osv. Sani er ernæringsofficer, så han er på samme måde ansvarlig for alt, hvad der vedrører ernæring i distriktet. Nå men tilsammen udgør sundhedsadministrationens medarbejdere altså en gruppe på ca. 10 personer, og disse går under navnet DHMT (District Health Management Team). Man bruger således ofte en lille halv time på en godmorgenrunde, og ikke mindst godmorgen til Director, sundhedsadministrationens overhoved - fader, som han kalder sig selv. Efter dette har vi internt på IMCC kontoret et lille morgenmøde, hvor de deler dagens opgaver ud og briefer hinanden på, hvad der er sket på de forsk. arbejdsområder. Hvis nogen har været med til en træning, outreach, monitoreringsbesøg eller andet. Nogle dage er også bare blæksprutte agtige. Man skal måske i banke og hente sidste måneds kontoudskrifter og hæve penge. Kristian og jeg er kasserer på projektet, så hver måned skal vi også registrer alt hvad der er brugt af penge og føre det ind i et regnskabsprogram. Det kan også være man bliver kaldt til et hastemøde om ex. meningitis udbrud, eller at man har planlagt et møde med en netværksgruppe, og så kommer ghaneserne, som de oftest har for vane, ca. 1-2 timer senere end der stod i invitationen. Hvorfor komme til tiden, hvis ingen af de andre kommer, tænker de. Så kan man jo sidde der og bruge sin tid. Det kan også være, man skal rapportere hjem til Danmark. Hver 2. måned sender vi rapport hjem til vores hjemmegruppe, om hvordan det går hernede og hvor mange aktiviteter, der er lavet. Organisationen i Danmark holder ulandsmøder hvert kvartal, så der skal også holdes møde om evt. oplæg til diskussion og dagsordenen. Hvis der skal stemmes om noget skal vores stemmer jo også tælles. Det kan også være, man skal arrangere en træning i ex. fundraising. Så skal der findes facilitatorer, lægges budget, program for dagene, eller dagene og laves invitationer. I efteråret havde vi en stor træning i samarbejde mellem sundhedsadministrationen og NGO´erne i distriktet. Sundhedsadministrationen har en masse præventive opgaver at udføre, men begrænsede midler til det, både økonomisk og mht. hænder. NGO´erne er frivillige folk der har startet små organisationer op med det formål at bidrage til at skabe et bedre samfund. De arbejder indenfor både sundhed, uddannelse og rettigheder. NGO´erne søger penge fra forsk. store donorer og udfører ofte selvstændigt en masse aktiviteter på forsk områder, ex. sundhed. Samtidig med de måske holder seksual-undervisning på en skole i distriktet kan det ske, at sundhedsadministrationen har planlagt det samme. Og hvis de kunne finde ud af, at koordinere, hvilke aktiviteter hinanden laver hvornår, så ville de undgå duplikation og nå så meget mere. Dette har været en af efterårets helt store aktiviteter, og planlægningen af bare denne ene dag, tog over en måned. Vi skabte et helt koncept omkring denne samarbejds-træning. HELP kaldte vi det = Health endorsed through linking people. Ghaneserne er vilde med forkortelser!:-) Vi lavede T-shirts med logo på, som vi selv havde designet, og sloganet ”we collaborate in health”. Og vi lavede plakater med info om hver enkelt organisation så de visuelt kunne se, hvad de kan bruge hinanden til. Vi går nu og ser, om det så småt er ved at bære frugt.
Kort sagt er vores hverdag fyldt med alle mulige forsk. ting og det er svært præcist at sætte en finger på, hvad det er man kommer til at lave. Dog er det altid udfordrende og vi har indtil nu lært utrolig meget. Jeg håber I har fået en smule indblik i, hvad det er vi laver.
På vej til Mali – december 2010
Vi havde besluttet, at vi gerne ville køre til Mali for at holde jul. Op og se det fantastiske Dogon Country, hvor folk bor i huse direkte på klippevæggene. Vi kunne lige akkurat nå derop, være et par dage og så være tilbage i Ouagadougou d.25. dec. Hvor vi henter Kristians far og kæreste.
Vi kom for sent af sted om morgenen og ved grænserne tog hundrede år. De plejer ellers ikke være så grundige, men det skulle de lige være den dag. Og så kom vi til Ouaga hvor vi skulle have lavet visum til Mali samt hæve gysser, og først tog det også lige pænt lang tid at få lavet det visum, derefter kunne vi ikke hæve penge nok, og Kristians hævekort virkede ikke. Derefter blev vi indenfor 5 min. stoppet af to forskellige politimænd. Den første fordi vi kørte overfor gult (hvilket alle gør!) og så skulle vi bruge en halv time på at tale os ud af en bøde, eller alternativet = korruption, og ingen af delene gad vi. Da han endelig blev træt af os skulle vi rundt i en rundkørsel, tog den lige hele vejen rundt for at være sikre på, hvilken vej vi skal, hvorefter vi blev stoppet igen. Denne gang udskrev manden straks en bøde, men man kan jo selvfølgelig ikke bare betale bøden direkte til ham og få en kvittering. Så skulle man køre 15 km. hen til et politikontor og betale, eller igen alternativt ”betale sig fra det” – uden kvittering. Og manden havde allerede nakket vores registreringspapirer og kristians kørekort. Så vi måtte have fat i den meget søde stemme, "pardon pardon, Medicíne, Ghana Health Service" osv.. Til sidst stod der 4 politimænd og diskuterede, hvad de skulle gøre med os. Og til sidst, efter megen spillen dum og vi-forstår-ikke-fransk, fik vi lov at køre. På det tidspunkt havde vi langt overskredet vores tidsspplan, kunne godt se, vi nok ikke nåede Mali inden mørket faldt på, så vi fandt vores stamhotel i Ouaga og besluttede at overnatte der. Dagen efter nåede vi til Mali i fin stil med kun en enkel punktering.
Det er vist ved at være længe, længe siden vi har smidt noget på bloggen og flere har spurgt om den er helt død. Det var ikke meningen, men tiden gik og man kan blive meget træt af det ghanesiske internet;-) I må undskylde, at vi har været så dårlige til at holde jer opdateret. Her kommer lidt nyt (eller nok nærmere old news) fra de seneste måneder.
Familie og venner – september oktober 2010.
I September havde vi Kristians søster Ane på besøg. Hun ringede og sagde, at hun da gerne ville på et lille Afrika visit. Vi hentede Ane i Ouaga i slutningen af september og så tilbragte vi 10 dage sammen i Ghana. Ane ville gerne se, hvad det egentlig er vi laver, som jo for mange også kan virke en smule abstrakt (bare rolig, det kan det også på os!) Så hun var med os på kontoret og læste projektdokumenter og strategi papirer igennem. Det var vildt fedt at kunne diskutere projektet med en anden end os, der er her hver dag. Vi nød rigtig meget at have vores første besøg og vi fik også lavet lidt sightseeing. Vi tog en dagstur til Paga, det nordøstlige Ghana, hvor attraktionen står på krokodiller og slave-camp. Der er nogle såkaldte hellige krokodille-søer, hvor der lever store, ”tamme” krokodiller. Dem kan man så få lov at skræve over og trække i halen! Eller nærmere, man skulle skræve over dem mens man fik taget sit billede og adrenalinen pumpede gennem kroppen. ”Skynd dig nu og tag det billede!” bagefter får krokodillerne et par levende høns som belønning/bestikkelse for ikke at æde os. Det var vi dog meget glade for, de ikke gjorde. Bagefter var vi hende og se Pikworu slave-camp. Egentlig bare en bunke gamle sten man vandre rundt imellem i en dal, men guiden fortalte, hvordan slaverne blev fanget i området omkring og ført til lejren og holdt fanget indtil de blev solgt videre og skulle gå alle 900 km. ned til kysten. Der var hulninger i stenene, hvor slaverne havde spist og der var sten til afstraffelse, hvis nogen prøvede at flygte. En frygtelig del af historien, og alligevel rigtig interessant at høre om.
I oktober kom vores venner, Maria & Jesper, med deres søn (og Karis gudsøn) Malthe. De fløj også til Ouaga, det er så dejlig nemt. Det var skønt at se dem igen, det føltes allerede som 100 år siden man havde set hinanden sidst. Vi tog på motorcykel tur rundt i Tumu, alle 5. Ghaneserne var vilde over at se en ”mini foli”. Nede på markedet fik Maria og Jesper også godt med opmærksomhed, og Malthe synes måske også det var en smule overvældende. Når dagene blev for hede, så tog vi vores vaskekones vaskebaljer frem i gården og fyldte vand i. Så kunne Malthe køle sig ned med sin bamse. Efter et par dage i Tumu havde vi besluttet at vi ville køre ca. 5 timer sydpå til Ghanas største nationalpark, Mole, og forhåbentlig spotte nogle elefanter. Vi havde ikke bestilt hotel, da det var udenfor sæson og vi regnede med der var plads. Da vi nåede frem efter en laaang køretur, fik Kristian pludselig høj feber. Vi nåede nationalparken og spurgte om værelser. Men alt var booket. Vi måtte derefter køre endnu 20 km. på jordvej hen til nærmeste by og leje os ind på et skod-hotel. Kristian havde knap 41 i feber og måtte stå med hovedet under en kold bruser. Vi gav ham fluks en malaria-kur. Kari ringede til vores ven, Danladi, om han ville komme og hente os næste morgen, så Maria og Jesper kunne køre videre i den bil vi var ankommet i. Så kunne de stadig nå på safari mens Kristian bare skulle hjem. Danladi stod der selvfølgelig som den fantastiske ven han er næste formiddag. Der havde Kristian det heldigvis bedre, men det var rart at komme hjem. Maria og Jesper tog videre på tur og kom tilbage til Tumu et par dage efter. De havde desværre ikke set elefanter, men haft en fed tur. Inden de skulle tilbage til DK tog vi et par dage på et skønt hotel i Ouaga med svømmepøl og spiste god pizza. Vi havde nogle super hyggelige dage, og det er simpelthen så dejligt med besøg.
Hvad det egentlig er, vi går og laver…
Hjemmefra var der mange, der spurgte, hvad det nu egentlig er, vi skulle til Afrika og lave. Og vi prøvede med alt vi havde lært, at forklare stolpe op og ned om den sundhedsadministration som vi skal kapacitetsopbygge osv osv. Og når man blev spurgt, hvordan det nu lige er, man så gør det, jo så kløede vi os lidt i håret og prøvede med nogle flere flotte ord, vi havde lært. Og når man så sidder hernede, i Afrikas land og sveden dripler af en og tænker over, hvad det er man laver, så skylder man endnu engang at prøve at forklare det, så selv min halvfemsårige farfar vil forstå det.
En typisk dag kunne se ud som således skitseret:
Vi står op og spiser morgenmad – havregrød, hjemmebagte boller med ost købt i Ouagadougou (hovedstaden i Burkina Faso som ligger 3 timer væk fra hvor vi bor, og er den nærmeste storby) eller yoghurt. Så cykler vi over på vores kontor som ligger på selve sundhedsadministrationen, ca. 5 min. væk. Der er vi ca. kl.8-8:30. Vi starter som regel med at gå en lille runde og sige godmorgen til de forsk. på sundhedsadministrationen. Der er forsk. officerer, som arbejder indenfor hver deres felt. Officer er bare en fin titel og i virkeligheden, er det bare en ansvarlig person for et bestemt område. Eksempelvis er Mohammed HIV/AIDS Officer for sundhedsinformation = altså ansvarlig for alt hvad der vedrører HIV/Aids i distriktet, oplysningsarbejde af forsk. institutioner, monitorering osv. Sani er ernæringsofficer, så han er på samme måde ansvarlig for alt, hvad der vedrører ernæring i distriktet. Nå men tilsammen udgør sundhedsadministrationens medarbejdere altså en gruppe på ca. 10 personer, og disse går under navnet DHMT (District Health Management Team). Man bruger således ofte en lille halv time på en godmorgenrunde, og ikke mindst godmorgen til Director, sundhedsadministrationens overhoved - fader, som han kalder sig selv. Efter dette har vi internt på IMCC kontoret et lille morgenmøde, hvor de deler dagens opgaver ud og briefer hinanden på, hvad der er sket på de forsk. arbejdsområder. Hvis nogen har været med til en træning, outreach, monitoreringsbesøg eller andet. Nogle dage er også bare blæksprutte agtige. Man skal måske i banke og hente sidste måneds kontoudskrifter og hæve penge. Kristian og jeg er kasserer på projektet, så hver måned skal vi også registrer alt hvad der er brugt af penge og føre det ind i et regnskabsprogram. Det kan også være man bliver kaldt til et hastemøde om ex. meningitis udbrud, eller at man har planlagt et møde med en netværksgruppe, og så kommer ghaneserne, som de oftest har for vane, ca. 1-2 timer senere end der stod i invitationen. Hvorfor komme til tiden, hvis ingen af de andre kommer, tænker de. Så kan man jo sidde der og bruge sin tid. Det kan også være, man skal rapportere hjem til Danmark. Hver 2. måned sender vi rapport hjem til vores hjemmegruppe, om hvordan det går hernede og hvor mange aktiviteter, der er lavet. Organisationen i Danmark holder ulandsmøder hvert kvartal, så der skal også holdes møde om evt. oplæg til diskussion og dagsordenen. Hvis der skal stemmes om noget skal vores stemmer jo også tælles. Det kan også være, man skal arrangere en træning i ex. fundraising. Så skal der findes facilitatorer, lægges budget, program for dagene, eller dagene og laves invitationer. I efteråret havde vi en stor træning i samarbejde mellem sundhedsadministrationen og NGO´erne i distriktet. Sundhedsadministrationen har en masse præventive opgaver at udføre, men begrænsede midler til det, både økonomisk og mht. hænder. NGO´erne er frivillige folk der har startet små organisationer op med det formål at bidrage til at skabe et bedre samfund. De arbejder indenfor både sundhed, uddannelse og rettigheder. NGO´erne søger penge fra forsk. store donorer og udfører ofte selvstændigt en masse aktiviteter på forsk områder, ex. sundhed. Samtidig med de måske holder seksual-undervisning på en skole i distriktet kan det ske, at sundhedsadministrationen har planlagt det samme. Og hvis de kunne finde ud af, at koordinere, hvilke aktiviteter hinanden laver hvornår, så ville de undgå duplikation og nå så meget mere. Dette har været en af efterårets helt store aktiviteter, og planlægningen af bare denne ene dag, tog over en måned. Vi skabte et helt koncept omkring denne samarbejds-træning. HELP kaldte vi det = Health endorsed through linking people. Ghaneserne er vilde med forkortelser!:-) Vi lavede T-shirts med logo på, som vi selv havde designet, og sloganet ”we collaborate in health”. Og vi lavede plakater med info om hver enkelt organisation så de visuelt kunne se, hvad de kan bruge hinanden til. Vi går nu og ser, om det så småt er ved at bære frugt.
Kort sagt er vores hverdag fyldt med alle mulige forsk. ting og det er svært præcist at sætte en finger på, hvad det er man kommer til at lave. Dog er det altid udfordrende og vi har indtil nu lært utrolig meget. Jeg håber I har fået en smule indblik i, hvad det er vi laver.
På vej til Mali – december 2010
Vi havde besluttet, at vi gerne ville køre til Mali for at holde jul. Op og se det fantastiske Dogon Country, hvor folk bor i huse direkte på klippevæggene. Vi kunne lige akkurat nå derop, være et par dage og så være tilbage i Ouagadougou d.25. dec. Hvor vi henter Kristians far og kæreste.
Vi kom for sent af sted om morgenen og ved grænserne tog hundrede år. De plejer ellers ikke være så grundige, men det skulle de lige være den dag. Og så kom vi til Ouaga hvor vi skulle have lavet visum til Mali samt hæve gysser, og først tog det også lige pænt lang tid at få lavet det visum, derefter kunne vi ikke hæve penge nok, og Kristians hævekort virkede ikke. Derefter blev vi indenfor 5 min. stoppet af to forskellige politimænd. Den første fordi vi kørte overfor gult (hvilket alle gør!) og så skulle vi bruge en halv time på at tale os ud af en bøde, eller alternativet = korruption, og ingen af delene gad vi. Da han endelig blev træt af os skulle vi rundt i en rundkørsel, tog den lige hele vejen rundt for at være sikre på, hvilken vej vi skal, hvorefter vi blev stoppet igen. Denne gang udskrev manden straks en bøde, men man kan jo selvfølgelig ikke bare betale bøden direkte til ham og få en kvittering. Så skulle man køre 15 km. hen til et politikontor og betale, eller igen alternativt ”betale sig fra det” – uden kvittering. Og manden havde allerede nakket vores registreringspapirer og kristians kørekort. Så vi måtte have fat i den meget søde stemme, "pardon pardon, Medicíne, Ghana Health Service" osv.. Til sidst stod der 4 politimænd og diskuterede, hvad de skulle gøre med os. Og til sidst, efter megen spillen dum og vi-forstår-ikke-fransk, fik vi lov at køre. På det tidspunkt havde vi langt overskredet vores tidsspplan, kunne godt se, vi nok ikke nåede Mali inden mørket faldt på, så vi fandt vores stamhotel i Ouaga og besluttede at overnatte der. Dagen efter nåede vi til Mali i fin stil med kun en enkel punktering.